Randers, 15. juni 2010
Kong Frederik den Niendes Hæderspris for Fortjenstfuld Indsats for Dansk Eksport blev i går for anden gang tildelt DAT- Schaub, som dermed bliver den første danske virksomhed, der modtager prisen to gange.
Overrækkelsen af diplom og statuette blev foretaget af Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen ved en højtidelighed på Kongeskibet Dannebrog og til stede, for at modtage prisen, var administrerende direktør Jan Roelsgaard og produktionsdirektør Knud Andersen.
- Det er en utrolig ære at modtage hædersprisen, og et tydeligt bevis på, at vi som eksportvirksomhed har været i stand til at føre Danmark helt i front inden for vores branche, siger Jan Roelsgaard efter overrækkelsen.
- Det betyder virkelig meget for os endnu en gang at modtage prisen. Sidste gang var i 1988, og vi har siden hen brugt prisen meget aktivt i markedsføringen af vores virksomhed senest på IFFA-messen i Frankfurt. Hædersprisen er et kæmpe skulderklap til både vores medarbejdere og vores leverandører – landmændene, fortæller administrerende direktør, Jan Roelsgaard.
DAT-Schaub har en enestående position på verdensplan inden for oparbejdning af tarme fra svineslagterier til en række specialprodukter, herunder især naturtarme til pølser, men også ingredienser og råvarer til den farmaceutiske industri. Her eksporteres i dag råvarer til adskillige EU-lande, samt USA, Rusland og Kina, som virksomheden satser stærkt på.
- Vi forventer stigende eksport til Kina, og vi ser et kæmpe eksportpotentiale for vores virksomhed i Kinas enorme befolkning, fortæller Jan Roelsgaard.
Hædersprisen tilfalder i år fem forskellige danske eksportvirksomheder. Den blev indstiftet i 1970 ved en kongelig resolution med det formål, at fremme, understøtte og opmuntre eksporten af danske varer og tjenesteydelser. Med hædersprisen følger et diplom og en skulptur, som er inspireret af splitflagmotivet, hædersprisens symbol.