Danish Crowns mærkevare ”Dansk Kalv” er blevet en del af udvalget i Føtex og Bilka. Det giver en unik mulighed for at afsætte kalvekød til danske forbrugere, siger salgsdirektør i DC Beef.
På vej gennem Bilka i Tilst ved Århus hænger mange skilte ned fra loftet. Et med en pris, et andet med et billede af en ost. Men over køledisken med kød er et skilt, som ikke er til at overse. Det lover kalvekød fra danske landmænd - Dansk Kalv.
Siden slutningen af august har det gode kød været en del af udvalget i Føtex, og nu er det også kommet til landets Bilka-butikker med et anderledes butiks- og opskriftskoncept.
- Føtex og Bilka giver DC Beef en fantastisk mulighed for at sælge noget af det bedste, vi har i Danish Crown – nemlig Dansk Kalv. Det giver en unik mulighed for at afsætte kalvekød til danske forbrugere, siger Finn Klostermann, som er salgsdirektør i DC Beef.
Hensigten med Dansk Kalv er at lave et unikt produkt, som giver en god spiseoplevelse. Det sker i et samspil mellem Danish Crown, detailhandelen og landmanden, der har vægt på høj dyrevelfærd gennem hele kalvens liv.
Nyt mærke
Bilka og Føtex er en del af Dansk Supermarked, der har valgt at satse på et mersalg af kalvekød. Det har været vanskeligt under det tidligere navn, Ludvig Kalv, da det ikke adskilte sig tydeligt nok fra oksekøds-mærket Ludvig.
Dansk Supermarked har derfor valgt at indgå i et samarbejde med Danish Crown, der med Dansk Kalv-konceptet allerede har et stærkt brand, der blandt andet bliver solgt i landets Coop-butikker.
- Mærket Dansk Kalv giver en mulighed for, at kalvekødet kan få sin egen identitet som et alternativ til oksekød. På den måde bliver kunderne mere bevidste om, hvad kalvekød er, og hvad man kan gøre med det, siger Lars Lavrsen, der er produktionsleder med ansvaret for kødet i Bilka i Tilst ved Aarhus.
Masser af inspiration
Som en del af lanceringen af Dansk Kalv har Føtex og Bilka valgt at fokusere ekstra meget på tilberedningen af kødet.
- Kunderne har mest erfaring med oksekød, og mange mangler inspiration til, hvordan de kan tilberede kalvekødet. Derfor har vi valgt at servicere kunderne med masser af lækre opskrifter, siger Lars Lavrsen.
Udover opskrifterne har butikkerne lavet en klar adskillelse af kalve- og oksekød i køledisken.
Normalt viser tilbudsaviserne billeder af diverse typer kød, men med Dansk Kalv er det de færdige retter, der vises frem i stedet for.
- Nu skal vores kunder lige lære Dansk Kalv at kende, før vi kan sige noget om, hvordan de tager imod det nye koncept. Men det er min klare opfattelse, at vi står med en kommende succes på hånden, siger Lars Lavrsen, produktionsleder i Bilka.